Torben Høst hædret med OBK’s æresnål

På Odense Badminton Klubs generalforsamling den 25. februar blev kasserer i Fonden for Odense Badminton Hal, Torben Høst, hædret med Odense Badminton Klubs æresnål.

Torben Høst har været kasserer for Odense Badminton Hal i mere end 25 år, og har passet hallens økonomi som var det hans egen. Han har sørget for, at de skiftende formænd altid har kunne præsentere et regnskab med sorte tal – og at gælden efter byggeriet af den nye badmintonhal i 1985 er væk.

Torben Høst har også passet på Odense Badminton Klubs historie og har sørget for at indsamle og opbevare protokoller, regnskaber og mødereferater fra klubbens virke gennem de seneste mange år.

Torben Høst har også sørget for at aflevere relevante arkivalier hos Odense Stadsarkiv – så de også kan genfindes på arkivet, og nu i dag fremsøges på hjemmesiden arkiv.dk.

Det har han ikke kun gjort fordi det har været en del af det frivillige arbejde som kasserer. Det har han gjort, fordi Torben Høst også er arkivernes mand, og har spillet en stor rolle i udviklingen af det fælles arkivsystem som alle store og små arkiver i Danmark bruger til at indsamle, registrere og arkivere fortiden, således at den kan fremfindes igen.

Og så har Torben Høst også været Odense Badminton Klubs og badmintonsportens repræsentant i SIKO – de Samvirkende Idræts Klubber i Odense. Her har han deltaget i utallige møder med Odense Kommune, og sørget for at klubbens bestyrelse og hallens ledelse altid har været på forkant og opdateret med de sidste nye tiltag fra kommunen.

Stort tillykke med hæderen og æresmedlemsskabet af Odense Badminton Klub.