Fredag aften den 10. april 2026 dannede den traditionsrige badmintonhal på Godthåbsgade rammen om Odense Badminton Klubs takkeevent “En aften med Viktor Axelsen”.
Odense Badminton Klub har gennem de seneste 18-20 år været medarrangør af Denmark Open i uge 42 i Odense. I år havde klubben modtaget midler fra Østifterne til at afholde et særligt arrangement, hvor de frivillige fra Denmark Open 2025 blev inviteret til en hyggelig aften med mad og underholdning. Aftenens højdepunkt var et besøg af Viktor Axelsen, som gik på scenen sammen med konferencier Henrik Busborg og gav publikum et spændende og underholdende indblik i livet som professionel badmintonspiller.

Klubbens ansvarlige for eventet udtaler:
”At kunne planlægge et arrangement med det ene formål at sige STORT TAK til de mange frivillige, der får hjulene til at dreje – både i klubberne rundt om i landet og ved store events i Badminton Danmark – er en stor ære. Det er vigtigt, at vi værdsætter de ildsjæle, som bruger utallige timer af deres fritid på at skabe gode oplevelser for alle – fra børn og unge til verdens bedste spillere.”

Allerede inden arrangementet stod det klart, at Viktor Axelsen også ønskede at bidrage til at hylde de frivillige. Han havde doneret en bog til alle deltagere som en ekstra tak for deres indsats samt præmier til lodtrækning blandt de fremmødte.
Klubben sætter stor pris på denne flotte gestus og på, at han havde mulighed for at deltage i arrangementet.
Aftenen blev rundet af med god tid til autografer og selfies, hvor mange benyttede muligheden for at få en personlig hilsen med hjem.
Odense Badminton Klub vil endnu en gang rette en stor tak til alle frivillige for deres indsats ved Denmark Open 2025 – og ser frem til at byde jer velkommen igen


