OBK og Sisyfos Consult & Invest indgår samarbejde

Ny sponsor i OBK: Sisyfos Consult & Invest

Vi er glade for at kunne præsentere Sisyfos Consult & Invest som sponsor i Odense Badminton Klub.

Sisyfos Consult & Invest er et investeringsselskab med to ben at stå på. Virksomheden investerer i SMV-virksomheder inden for SaaS-branchen med potentiale for vækst og udvikling. Derudover arbejder de med det, de kalder con amore-investeringer – projekter og partnerskaber, de tror på, ikke kun fordi tallene peger i den rigtige retning, men fordi hjertet er med. OBK er netop en sådan investering.

Baggrunden for samarbejdet er både personlig og lokal:

“Beslutningen kom egentlig ret naturligt. Mit hjerte har banket for badminton, siden jeg selv stod på banen som ung – og jeg har tabt mere end én kamp til OBK-spillere gennem årene. Nu er det min søn, der spiller i klubben, og så var det bare oplagt at gøre noget mere end at råbe ham op fra tribunen.

OBK er den stærkeste klub på Fyn, og det er en klub, der formår noget ret sjældent: at skabe ægte glæde og fællesskab om en sport, der fortjener mere opmærksomhed. Den glæde ser jeg i øjnene på de unge spillere, hver gang de er på banen – og den vil vi gerne være med til at holde i live.

Mere end eksponering handler det for os om at være en del af noget, der betyder noget lokalt. Vi vil gerne bidrage til, at OBK kan fortsætte med at udvikle unge talenter og skabe en klub, folk er stolte af at tilhøre. Hvis vi undervejs kan skabe lidt synlighed om Sisyfos og møde andre med et erhvervshjerte for fynsk sport, så er det en bonus, vi sætter stor pris på.

Om et år håber vi, at vi stadig er en del af OBK-familien, og at vi har fået skabt nogle gode oplevelser sammen med klubben og de andre sponsorer. Hvis vi kan se tilbage på et samarbejde, der har givet gode minder, nye bekendtskaber og lidt stolthed over at have bidraget til noget lokalt og meningsfuldt, så er vi glade.”

Vi er meget glade for opbakningen og ser frem til samarbejdet med Sisyfos Consult & Invest.

T.V Jonas Pasgaard Krogh, Ejer af Sisyfos Consult & Invest.
T.H Henrik Kryger, Bestyrelsesformand Odense Badminton Klub