Da jeg trådte til som formand ved generalforsamlingen i 2010, var situationen i OBK spændt – på den gode måde. Spændt fordi vi på daværende tidspunkt skulle forberede os på, at klubbens 1. hold rykkede op i landets mest prestigefyldte række. Vi holdt strategimøder og afstemte forventninger til hinanden med henblik på at “mærke efter”, hvad vi i ledelsen opfattede som klubbens højest prioriterede metier. Omvendt skulle vi samtidig med have en plan B, hvis vi ikke rykkede op.
En afstemning af forventninger – som efter en god og konstruktiv dialog udmøntede sig i det, der kom til at ske. Satsning fortrinsvis på klubbens egne spillere. Vi vidste godt, at det ville være en udfordring af de store, når vi samtidig har en målsætning om, at have et hold i landets bedste række . Det altoverskyggende i denne problemstilling er selvfølgelig økonomi.
Vi mener, at vi prioriterede rigtig ved ikke at spænde buen til bristepunktet.
OBK er en solid og velfunderet forening, der netop er en forening i ordets bogstavelige forstand. I min verden betyder det, at der skal tages hensyn og drages omsorg for alle medlemmers ønsker. Ikke at alle kan få alle ønsker opfyldt, men medianen skal være et udtryk for, at det brede fællesskab og altså det sociale er første prioritet.
Omvendt må vi også se i øjnene, at tiderne skifter, og kravene fra alle sider øges. Også fra medlemmerne i OBK.
I bestyrelsen blev det besluttet at danne et forretningsudvalg med henblik på at skabe korte og præcise beslutningsveje med henblik på, at OBK blev mere strømlinet. Igen også for at kunne møde de udfordringer der ventede, og for den sags skyld stadig venter forude.
Jeg vil gerne tak til alle i OBK. Men en særlig stor tak til de der bruger deres fritid og energi på arbejde for OBK. I gør en kæmpe forskel, og uden jeres bidrag ville OBK ikke være OBK. Vi har henover året rigtig mange aktiviteter kørende: Classic, UGP, Denmark Open og utallige ungdomsstævner hvor er det vigtigt for vores fællesskab, at så mange er flinke til at bakke op og hjælpe til.
En speciel tak til den samlede bestyrelse. Samværet og synergien er selvforstærkende og i sig selv uvurderlig for OBK. Desværre noget som tager tid at få omsat til penge, man kan handle for.
OBH – 1000 tak til Torben Høst for din indsats. En god og konstruktiv dialog som vi fra OBKs side vil gøre vores yderste for at fastholde. Stor tak til Niels Jørgen – den positive og fremadrettede dialog er stærkere end længe.
Rundt omkring i Danmark snakker jeg med mange mennesker fra badmintonmiljøet. Der er altid en positiv stemning, når talen falder på det, vi kan i Odense. Vi har en unik forening, som vi i vores egne travle hverdag skal påskønne, når der går dagligdag i dagligdagen. Vores gode gamle og helt totalt fede hal ligger lige midt i byen, lige midt på øen og lige midt i Danmark. Skulle nogen have glemt, det vil jeg tillade mig at minde om, at vi rent faktisk har et rigtig godt “setup”, som mange andre betragter positivt udefra.
Jeg er glad for og stolt af at
- Der er så mange der bruger og besøger hallen
- Vi har så mange motionister
- Vores ungdoms spillere er blandt Danmarks bedste
- Vores unge seniorer spiller med blandt de allerbedste
- Vi har Danmarksmestre, Europamestre og endda en verdensmester
- Odense Badminton Academy
- Samarbejdet med Fyns øvrige klubber
- OBK i disse svære tider kommer ud af sidste år med positiv bundlinje
I det hele taget stolt over de tilbud som OBK stiller til rådighed for sine medlemmer i bred forstand. I den forbindelse tillader jeg mig at bruge et måske, i nogens øre, slidt floskel
“Det er ikke et spørgsmål om, hvad du kan få af OBK – det er et spørgsmål om, hvad du kan give OBK”.
Også i OBK holder og gælder det det gamle ordsprog. Det man giver, får man tilbage og gøres det med værdighed – får man det dobbelt tilbage igen.
Ser frem til endnu et spændende år i OBK.
Rune Schytt