2010 blev året hvor OBK’s førstehold spillede sig tilbage i Badmintonligaen. Dette avancement skete i stor stil med en gammelt kendt skare af spillere ført an af bulgarske Petya Nedelcheva og det unge håb Viktor Axelsen, der i 2010 fik sit helt store gennembrud. Holdet kæmper nu for at bevare placeringen i Badmintonligaen, og fundamentet herfor er bestemt til stede. 2010 blev nemlig også det år, hvor OBK udvidede træningssetuppet allermest gennem klubbens 75-årige historie.
I den daglige klubtræning for ungdomsturneringsspillerne er der blevet tilkoblet en fysisk træner, der gennem stabilitets- og styrketræning sikrer spillernes fundament for en god badmintontræning. Den fysiske træner er den samme, som er tilkoblet Kraftcenter Fyn, hvor en række af de samme spillere ligeledes deltager. Det betyder, at der på den fysiske front er opbygget en solid kontinuitet i træningen, da træneren har indgående kendskab til spillernes personlige træningsprogrammer.
I den badmintonmæssige daglige træning er der ligeledes blevet bygget på. På ungdomstræningerne er der 2 eller flere trænere på hver træning. Med det store antal af trænere sikres maksimalt fokus på alle spillere og deres udvikling.
Træningerne begynder mere og mere at fokusere på en kategoriopdeling, hvor spillerne træner de kategorier, som de ønsker at satse på. Altså double eller single.
Al træning er koordineret trænerne imellem, og det er som hovedregel de samme trænere, der er gengangere i både klubbens ungdoms- og seniortræning samt på kraftcenteret. Dette setup giver høj kontinuitet i træningen og skal medvirke til, at spillerne føler, at de bliver tilgodeset og får fuld fokus.
Også for begynder-/øvet-gruppen er der sket ændringer. OBK har nemlig valgt gradvist at indføre Badmintons Aldersrelaterede Træningskoncept (BATK). Et koncept der grundlæggende fokuserer på at træne de rigtige ting på de rigtige tidspunkter set i forhold til spillernes alder. I 2010 er det U9-U13 spillerne, som har fået BATK at føle. Denne aldersgruppe har nemlig fået mulighed for at træne helt op til 3 gange om ugen. På disse BATK-træninger er det ikke kun badminton, der står på programmet men også leg og andre fysiske udfoldelser, som er særdeles væsentligt i disse årgange.
Indførelse af BATK har desværre også en anden knap så positiv side. Den store træningsmulighed for de helt små har nemlig betydet, at der måtte skæres i træningstilbuddene til bl.a. U 15 og U17 begynder/øvet. Dette er en helt principiel beslutning fra OBK’s side, da talentudviklingen, som klubbens fremtid skal bygge på, allerede starter i de helt unge år. Derfor skal de unge årgange have optimale muligheder.
Indførslen af BATK sker i tæt samarbejde mellem OBK og Danmarks Badminton Forbund, som er ophavsorganisation til konceptet. I OBK er vi en slags pilotklub på konceptet, og derfor vil implementeringen ske i forskellige steps, hvor flere aldersgrupper over tid bliver indlemmet i BATK og dennes måde at opbygge træningen på.
Seneste skud på stammen i det samlede træningssetup er etableringen af et Badmintonakademi – Badminton Academy Odense – i samarbejde med træner Lennart Engler. Etableringen af et sådan akademi, der netop i skrivende stund er blevet officielt godkendt af det Europæiske Badmintonforbund, er prikken over i’et i et komplet træningsmiljø. Igennem akademiet får flere spillere flere træningsmuligheder og bedre sparring til deres udvikling. Gennem akademiet har OBK nemlig mulighed for at tiltrække udenlandske spillere, der kan flytte deres økonomiske støtte fra deres eget land til akademiet mod at få bedre træningsmuligheder. De typiske spillere vil komme fra Øst- og Sydeuropa, hvor sparringsmulighederne ikke svarer deres målsætning overens. Optimale sparrings- og træningsmuligheder kan vi levere i OBK.
Det rigtig vigtige og fordelagtige ved akademiet, udover en økonomisk gevinst, er den sparring klubbens egne spillere får fra udlændingene. Det er nemlig spillere, der ønsker at træne flere gange om ugen og dermed bidrage til et fantastisk træningsmiljø, hvor OBK’s egne talenter har de optimale forhold og muligheder for at blive topspillere. Dette er helt essentielt i OBK’s politik: Vi skal udvikle vores egne spillere!
Hele udvidelsen af træningssetuppet for de unge spillere ses tydeligt i den daglige træning. De unge er nemlig ved at opnå et så højt niveau, at de også er en stor del af seniortræningen. Denne samling af unge og ældre spillere har gennem 2010 vist sig at være særdeles givtig for alle spillere. På træningerne er der et fantastisk sammenhold og en sund konkurrence. Og det smitter tydeligt af på alle andre træninger i OBK, så der mere og mere opstår en samlet enhed.
Disse mange nye initiativer under træningen har gennem 2010 båret frugt med flere flotte individuelle resultater:
William Kryger Boe: | Fynsmester U9 herresingle Fynsmester U9 herredouble sammen med Gustav |
Gustav Grubbe Madsen: | Fynsmester U9 herredouble sammen med William |
Frederik Mortensen: | Dobbelt DM-guld for U13 med sejr i både herre- og mixdouble. Grand Prix guld i U13 herredouble og mixdouble |
Maiken Sørensen: | Grand Prix sølv i U15 mixdouble sammen med Patrick |
Patrick Bjerregaard: | DM-sølv i U15 herredouble. Grand Prix sølv i U15 mixdouble sammen med Maiken |
Celine Juel: | DM-sølv U17 mixdouble Grand Prix sølv i U17 mixdouble |
Viktor Axelsen: | VM-guld U19 herresingle Grand Prix guld i U19 herresingle |
Også i holdturneringen har OBK-spillerne gjort sig særdeles positivt bemærket i den danske badmintonverden, hvor OBK’s U15 blev nr. 3 til DM for hold.
Julie Davidsen og Patrick Bjerregaard vandt desuden EM-guld for hold sammen med det danske U15-landshold i Holland.
Alt i alt vidner disse mange resultater om, at OBK arbejder i den rigtige retning, og dette skal vi fastholde. I 2011 er der derfor også mange nye initiativer i støbeskeen, hvor vi vil forsøge at sætte en mentorordning op, hvor ældre spillere kobles på de unge. Således vil de unge lære en masse fra de mere erfarne samtidig med, at der skabes endnu større bro mellem ungdom og senior. Akademiet skal også udvides med flere spillere og flere træningsmuligheder, således at OBK’s egne spillere har de bedste sparringsmuligheder.
Den gode træning er basisstenen i OBK. Derfor arbejdes der også gennem2011 på at udvikle “OBK’s træningskoncept”. Et koncept der skal afspejle hele sammenhængen i træningssetuppet fra begynder til Badmintonligaspiller.
Det vigtigt at pointere, at vi i OBK skal se ud over vores egen badmintonhal. Vi skal sikre et godt samarbejde med de andre klubber i Odense og på Fyn. Vi må aldrig komme til at stå alene med udviklingen og konkurrencen.
Slutteligt vil jeg gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til de mange trænere, der gennem 2010 har ydet en kæmpe indsats for alle klubbens spillere.