Guldvinderne gæster Odense Badminton klub

Top mod bund i Odense Badminton Hal. Det unge mandskab fra RSL Odense OBK har fået et hårdt comeback til Badmintonligaen. Lige nu indtager holdet sidstepladsen i rækken efter 3 nederlag i de 3 første kampe.

Tirsdag aften var RSL Odense OBK en tur i Solrød, hvor det fynske mandskab mødte en veloplagt Solrød-hold, der ikke gav ved dørene. RSL OBK Odense måtte undvære den stærke skotte Adam Hall, der pga. covil-19 situationen i Nordjylland valgte at blive hjemme i Skotland.

Tre af kampene i Solrød måtte dog afgøres i 3 sæt. Mads Thøgersen i 2. herresingle pressede Emil Holst ved at vinde første sæt 21-16, men måtte se de to næste sæt gå til rutinerede Holst med 21-13, 21-13. Simona Pilgaard i 2. damesingle var ude i en 3-sætter mod Frederikke Lund, og 2. herredouble med Patrick Bjerregaard og Steffen Rasmussen var i 3 sæt mod Søren Gravholt og Emil Holst.

Guldvinderne på besøg
I aftenens kamp tager RSL Odense OBK mod sidste sæson guldvindere fra Skovshoved, der lige nu indtager 2. pladsen i ligaen. Skovserne stiller med en stærk blanding af rutinerede kræfter og fremstormende ungdom på holdkortet.

Mest kendte er rutinerede Joachim Fischer og Carsten Mogensen, men ungdommen og også stærkt repræsenteret ved Sophia Grundtvig, Sara Lundgaard og Joel Eipe, der alle tre markerede sig ved Danisa Denmark Open her i efteråret. Stærke Rasmus Gemke topper holdkortet i 1. herresingle.

RSL Odense OBK’s mandskab mangler Adam Hall på holdkortet, men kan med en stærk dameside med Sara Thygesen og Maiken Fruergaard i mixed double og damedouble på hjemmebane måske hente tiltrængte point mod topholdet.

Kampen afvikles som et lukket arrangement med begrænset adgang og tilmelding på forhånd.