Knud O. Sørensen – æresmedlem 2018

Følgende var talen under udnævnelse af Knud O. Sørensen til æresmedlem af Odense Badminton Klub.

Odense Badminton Klub vil gerne sige tak en person der har udført et mangeårigt stykke frivilligt arbejde for badmintonsporten på Fyn og for Odense Badminton Klub siden 2006.
Knud O. Sørensen har arbejdet frivilligt for badmintonsporten hele livet og har haft en helt afgørende indflydelse på, at Odense Badminton Klub og fynsk badminton er der hvor vi er i dag.
Knud var i mange år en meget aktiv formand for Stige Badminton Klub, og med ham i formandsstolen rykkede klubben op i den bedste række på Fyn og havde mange hold i den fynske holdturnering, både på ungdoms- og seniorsiden. Efter formandstiden blev Knud kasserer i Stige, og en anden ildsjæl, Henrik Busborg, tog over som formand.
Interessen for badmintonsporten bragte også Knud ind i bestyrelsen for Fyns Badminton Kreds, der i mange nød godt af Knuds store engagement og indsats, der altid har været præget af samvittighedsfuldt og omhyggeligt arbejde. Denne indsats blev i 2004 påskønnet med Fyns Badminton Kreds ærestegn.
Da den mangeårige formand for Fyns Badminton Kreds Flemming Terkildsen sagde ja til at stille op til valg til formandsposten i OBK i 2005, var det en betingelse, at han fik Knud med ind i bestyrelsen, først som suppleant i 2006 og siden som kasserer fra 2007.
Lige siden har Knud vogtet over Odense Badminton Klubs økonomi, nærmest som om det var hans egen. Ved de mange bestyrelsesmøder har det altid været Knud, som havde svar på rette hånd når talen faldt på klubbens økonomi og om tiden var inde til at smække pengekassen i.
Samtidig har Knud altid haft et svar parat i forhold til hvordan SKAT og OBK’s bankforbindelse ville se på situationen, hvis de sportslige ønsker og planer blev lidt for højtflyvende!
Knud var også tovholder da aftalen med Fynsk Support EL blev ført ud i livet, og det var bl.a. Knuds ihærdighed der sørgede for, at Odense Badminton Klub de par først år med ordningen var den fynske forening der fik de allerfleste penge, nemlig knap 35.000 kr. udbetalt.
Derfor er det med stor glæde at Odense Badminton Klub hermed udnævner Knud O. Sørensen til æresmedlem i klubben.