Genåbning af OBK

Sent mandag aften præsenterede regeringen en samlet rammeaftale for genåbningen af Danmark.

Odense Badminton Klub og Badminton Danmark arbejder nu på højtryk for at få afklaret i detaljer hvad det betyder for badmintonsporten. Så snart vi ved mere om, hvordan og hvorledes badmintonsporten åbner op, melder vi det ud.

Indtil videre ligger det i planen for genåbningen klart, at der fra den 21. april åbnes for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år uden krav om coronapas – vi har en forventning om at badmintonsporten er med fra 21. april. 

Næste led i genåbningen sker efter planen den 6. maj, hvor, hvor der åbnes for indendørs idræt for voksne over 18 år med coronapas – her håber vi også at badmintonsporten er med.

I tredje omgang pr. 21. maj åbnes med krav om coronapas de resterende idrætsaktiviteter, som ikke er åbnet.

Når vi kommer tættere på vender vi tilbage med yderligere information

Forpagter til Danmarks bedste badmintonhal – lige midt i Odense

I hjertet af Odense ligger en af landets bedste badmintonklubber, der til daglig har til huse i en af landets absolut bedste badmintonhaller.

I rigtig mange år er der drevet café i hallen, og det skal der også fremover. Hallens nuværende forpagter ønsker dog ikke at fortsætte, hvorfor der søges ny med opstart 1. august 2021.

Aktiviteterne i hallen spænder vidt fra stævner, turneringer og holdkampe i hallen med op til flere hundrede deltagere over sponsorarrangementer, julefrokoster, konfirmationer og naturligvis de daglige træninger mv. Som forpagter af caféen vil der være rig lejlighed til at forløse yderligere potentialer, og hallens bestyrelse har ønske om at udvikle denne samt caféen, så de i fremtiden vil udgøre en større del af nærmiljøet.

Som forpagter i Odense Badminton Hal vil man råde over caféens lokaler, køkken og betjeningsområde, som er beliggende på første sal. I forbindelse med forskellige arrangementer i hallen er der ligeledes mulighed for at flytte servering ned på banerne og dermed være endnu tættere på kunderne.

Der vil ligeledes være mulighed for at videreudvikle caféens tilbud ved f.eks. at tilbyde “mad-ud-af-huset” eller andet. Kun fantasien sætter grænser for den fortsatte udvikling.

Hallens største lejer er Odense Badminton Klub, som har ca. 580 medlemmer. Klubben står i løbet af året for flere arrangementer af badmintonmæssig karakter, og det forventes, at forpagteren indgår i samarbejde og dialog med klubben ang. gode tilbud og muligheder ifm. disse arrangementer.

OBH arbejder sammen med Odense Kommune omkring udviklingen af hallen og bestyrelsen har derfor interesse i, at driften i videst muligt omfang sker med udgangspunkt i de krav og anbefalinger Odense Kommune stiller. OBH’s nye forpagter skal være indstillet på, at følge Fødevarestyrelsens og andre myndigheders regler og krav for cafedrift.

Vi forventer:

  • at du er imødekommende, servicerende og smilende
  • at du har kreative idéer til den fortsatte udvikling af hallen
  • at du kan sammensætte et menukort der såvel indholds- som prismæssigt lever op til kundernes forventning
  • at du kan håndtere betjening af såvel individuelle kunder som selskaber
  • at du kan skabe en hyggelig og afslappet atmosfære
  • at du indgår aktivt i det interne samarbejde med administration og klubbens øvrige personale

Forpagtningsaftalen er underlagt en forpagtningsafgift som fastlægges i samarbejde mellem forpagter og bestyrelsen.

Send ansøgning med tilhørende CV til bestyrelsesformand Christian Fischer på fondenobh@gmail.com. Vi ser gerne at ansøgningen beskriver, hvordan du kan se udviklingen og potentialerne af caféen i de kommende år.

Ønskes en besigtigelse af Caféen og Odense Badminton Hal inden ansøgning, kan dette aftales ved at kontakte Michael Jørgensen på tlf. 2883 8855.

Bestyrelsen behandler ansøgninger løbende. Ansøgningsfrist er 31. maj 2021.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til formanden på tlf. 2566 3993 alle hverdage efter kl. 17, alternativt til Andreas Bassett.på tlf. 2538 5702.

RSL Odense OBK skal spille kvalifikation for en ny ligasæson

Efter en spændende 9. runde i Badmintonligaen er det afgjort, at RSL Odense OBK slutter på en 9. plads i Badmintonligaen, og skal spille en kvalifikationskamp mod nr. 2 fra 1. division.

Det ligger fast efter en forrygende afslutning på grundspillet i Badmintonligaen, hvor der blev rykket godt og grundigt rundt på placeringerne, både i top og bund.

RSL Odense OBK måtte indkassere et 1-8 nederlag på udebane i Værløse. Fraværet af tre af holdets stærkeste kort, Sara Thygesen, Adam Hall og Steffen Rasmussen blev for dyrt. OBK’s ene gevinst kom i damedoublen, hvor Maiken Fruergaard og Camilla Martens vandt 21-11, 21-19.

OBK-mandskabet skal roses for en flot indsats i en vanskelig udekamp. Værløse spillede for en plads i medaljeslutspillet, og med 8-1 sejren klemte Værløse sig akkurat ind på en 3. plads.

Fem af kampene gik i tre sæt, og 2. herredouble med debutanten Oliver Thomsen og Patrick Bjerregaard havde matchbold ved stillingen i 23-22 i 2. sæt. Også Camilla Martens i 1. damesingle var tæt på en sejr i en lang 3-sætter mod Julie Dawall, der vandt med de tætte cifre 22 – 20, 19 – 21, 21 – 18.

Datoen for kampen afhænger af hvornår myndighederne giver lov til at afvikle holdkampe i øvrige rækker igen. Et godt bud er maj eller juni måned.

RSL Odense OBK taber bundgyser i egen hule

RSL Odense OBK og Gentofte bytter plads i bunden efter bundgyser i Godthåbsgade. Mandskabet fra Gentofte vandt 6-3 over et svækket hjemmehold, og de to hold bytter dermed plads i badmintonligaen, hvor holdene ligger helt tæt.

RSL Odense OBK måtte på forhånd se bort fra stærke Sara Thygesen, der må holde pause fra træning og turnering på grund af den øjenskade som hun pådrog sig for to uger siden foran rullede kameraer til Superserie 1000 turneringen i Thailand. Samtidig måtte OBK’s stærke skotske doublespiller, Adam Hall, blive hjemme i Glasgow pga. Corona-restriktioner.

RSL Odense OBK strittede dog godt imod, og især i 1. mixed double blev tæt, hvor William Kryger Boe og Maiken Fruergaard Sørensen tabte i tre sæt med 17-21, 21-17 og 17-21 til Gentoftes Kasper Antonsen og Celine Juel. Det blev også spændende i 2. herresingle, hvor Mads Thøgersen var oppe imod Gentoftes unge Christopher Vittoriani. Her kunne Mads Thøgersen løfte armene med en sejr på 24-22, 21-18.

De to sidste sejrer til hjemmeholdet kom i 2. damesingle hvor unge Simona Pilgaard fik comeback på ligaholdet med en sikker sejr på 21-14, 21-16 over Mathilde Haapanen, og i damedoublen hvor Camilla Martens og Maiken Fruergaard vandt 21-16, 21-10.

Inden sidste runde der spilles på mandag den 8. februar, ligger RSL Odense nr. 8 i ligaen med 35 point. På 9. pladsen, der udløser en kval-kamp mod vinderen af 1. division, ligger Greve Strand med 32 point. På 10. og sidstepladsen ligger Aarhus AB med 17 point, uden chance for at nå 9. pladsen.

Nyhedbrev fra bestyrelserne i OBK og OBH

Kære alle medlemmer

Vi længes efter at komme i hallen, men coronaens hærgen holder os stadig ud i strakt arm. Og det ser ikke nemmere ud med den seneste forlængelse af restriktionerne. Vi har ikke kendskab til, hvad der konkret kommer til at ske efter 28/2, men bestyrelsen forventer ikke normale tilstande før længere hen på foråret.

I dette nyhedsbrev kan der læses mere om forventninger til de kommende måneder og sommertræningen samt generalformamlingen, hvor to nye bestyrelsesrepræsentanter skal findes.

Forlængelse af sæsonen
Grundet den lange nedlukning forventer vi at forlænge sæsonen helt frem til og med uge 25. Det vil altså sige, at vi forventer og håber, at både træning og baneleje kan fortsætte helt frem til sommerferien under de forhold, der nu en gang måtte gøre sig gældende.
Vi tror på, at et forsamlingsforbud stadig vil sætte begrænsninger, og derfor vil der fortsat være justeringer i trænings- og banetider.

Sommertræning
I sommerferien har Badminton Academy Odense lejet rigtig mange timer i ugerne 26-31. Der vil dog blive plads til lidt træning for klubbens ungdoms-, senior- og veteranspillere, og vi håber også, at der kan blive plads til lidt baneleje via “pay & play”.

Kontingent
Kontingenter for ungdom og senior for træning i anden halvsæson forventes udsendt i løbet af februar og marts. Vi håber, at der er mange, der i denne tid benytter sig af vores mange online tilbud, så I ikke kommer helt ud af badmintonformen.

Klubdag
Klubdagen er i år planlagt til afholdes 1. maj. Så skriv allerede dette i kalenderen. Dog må vi jo tage alle mulige forbehold for evt. aflysning set i lyset af corona.

Generalforsamling
OBK’s og OBH’s generalforsamling skal efter vedtægterne gennemføres inden udgangen af februar. Grundet forsamlingsforbuddet har bestyrelserne dog besluttet at udsætte generalforsamlingerne, så disse afholdes senest ved udgangen af april, såfremt det er ansvarligt på det tidspunkt.

Nye bestyrelsesmedlemmer
Til den kommende generalforsamling udtræder seniorformand, Simon Norman og eventansvarlig, Simone Mortensen af bestyrelsen. Det betyder, at der skal findes to nye personer til disse bestyrelsesposter. Bestyrelsen forsøger selv at finde mulige repræsentanter, men interesserede må meget gerne kontakte formand, Henrik Kryger. Nedenfor kan findes nogle af de opgaver, der følger med de to poster.
Skulle man i det hele taget have interesse for bestyrelsesarbejdet, men ikke lige de to nævnte poster, hører vi også meget gerne herom.

Mange hilsener

Bestyrelserne i OBK og OBH

Seniorformandens opgaver;
– Formand for SSU
– Udpege medlemmer af SSU
– Udpege medlemmer af Aktivitetsudvalget
– Kontrakt og forhandling med seniortrænere
– Koordinering af trupinddeling samt møder med Seniorcheftræneren
– Udarbejdelse af Budget for Seniorafdelingen
– Koordinering med formand mht. kontraktspillere i Eliteafdelingen
– Deltage i træner- og spillermøder
– Opkrævning af kontingent, boldpenge og sommertræning (herunder modregne optjente timer)
– Setup til Ligakampe (linjedommere, livescore m.m.)
– Indberetning af spilletidspunkter og resultater af holdkampe i Senior
– Godkende rejse- og kørselsgodtgørelse for kontraktspillere samt kørselsgodtgørelse til holdkampe for øvrige seniorspillere
– Koordinere klubtøj
– Håndtering af nye medlemmer
– Koordinering af coach til holdkampe
– Godkende klubskifter på BadmintonPlayer
 

Eventansvarliges opgaver:
Primære events er Denmark Open, Odense Classic (senior turnering) og Klubdagen.  
Koordinering af administrative og praktiske opgaver i forhold til ovennævnte events (fx bookning af faciliteter)  
Kontakt til BD i forbindelse med afvikling af Denmark Open.  
Rekruttering af frivillige

Generalforsamling udskydes

Odense Badminton Klubs og Odense Badminton Hals generalforsamlinger skal under normale omstændigheder afholdes inden udgangen af februar måned. Grundet de nuværende omstændigheder under corona-pandemien udskydes generalforsamlingen indtil forsamlingsforbuddet igen tillader flere at samles.

Bestyrelserne forventer, at generalforsamlingen kan afholdes inden udgangen af april måned.

Mindeord fra Odense Badminton Klub

Det er med sorg at ledelsen i Odense Badminton Klub har erfaret, at klubbens mangeårige bestyrelsesmedlem, kasserer og æresmedlem, Knud Olav Sørensen, er gået bort efter længere tids sygdom.

Knud arbejdede frivilligt til gavn for badmintonsporten gennem et langt liv, og hans virke har haft en helt afgørende indflydelse på udviklingen af badmintonsporten på Fyn og for Odense Badminton Klub.

Knud var i mange år en meget aktiv formand for Stige Badminton Klub, og med ham i formandsstolen rykkede klubben op i den bedste seniorrække på Fyn, og spillede med mange ungdoms- og seniorhold i den fynske holdturnering. Efter formandstiden overtog Knud posten som kasserer i klubben, der dermed også fik gavn af hans professionelle baggrund som revisor.

Interessen for badmintonsporten bragte også Knud ind i bestyrelsen for Fyns Badminton Kreds, der i mange nød godt af hans store engagement og indsats, der altid har været præget af samvittighedsfuldt og omhyggeligt arbejde som kasserer. Knud var i en årrække næstformand i Fyns Badminton Kreds, og i den egenskab sad han også i bestyrelsen for Dansk Badminton Forbund som repræsentant for Fyn. Denne frivillige indsats blev i 2004 påskønnet med Fyns Badminton Kreds ærestegn.

Da den mangeårige formand for Fyns Badminton Kreds, Flemming Terkildsen, sagde ja til at træde til som formand for Odense Badminton Klub i 2005, var det på den betingelse, at han fik Knud med ind i bestyrelsen, først som suppleant i 2006 og siden som kasserer fra 2007.

Frem til generalforsamlingen i februar 2018 vogtede Knud over Odense Badminton Klubs økonomi, nærmest som om det var hans egen. Ved de mange bestyrelsesmøder var det altid Knud der blev lyttet til, når talen faldt på økonomien og om hvordan klubbens bankforbindelse ville se på
situationen, hvis de sportslige ønsker blev for højtflyvende!

Knud var også en vigtig tovholder da klubbens aftale med Fynsk Support EL blev ført ud i livet. Det var hans ihærdighed og store fortjeneste, at Odense Badminton Klub de første år med ordningen var den fynske forening der fik de fleste penge udbetalt fra Fynsk Support EL.

Badmintonsporten på Fyn og ikke mindst Odense Badminton Klub ville ikke være dér hvor vi er i dag, uden Knuds store frivillige indsats, og han blev derfor i 2018 også udnævnt til æresmedlem i Odense Badminton Klub og hædret med OBK’s æresnål.

Tankerne går til familien i den svære tid. Æret være Knud Olav Sørensens minde og hans indsats.

Bestyrelsen Odense Badminton Klub / 16. december 2020

RSL Odense OBK holdt fast i sejrskurs i egen hule

Torsdag aften tog RSL Odense OBK imod Aarhus AB, og de unge OBK’ere holdt fast i de gode takter og sikrede holdet den anden sejr i Badmintonligaen på blot to dage.

Tirsdag aften blev Greve Strand besejret 6-3 på udebane, og torsdag måtte Aarhus AB drage tilbage til smilets by med et nederlag på 7-2 i badmintontaskerne.

Det kunne let være blevet 8-1, da OBK’s Steffen Rasmussen i 1. herresingle havde flere matchbolde, men ærgerligt måtte se sejren gå til David Kim Kristensen med 22-24 i 3. sæt.

Igen var det sikre sejre i begge mixed doubler, der sendte holdet afsted på vinderkurs, og i 1. damesingle fulgte Camilla Martens op med en god sejr. Mads Thøgersen vandt 2. herresingle på walkover, da Aarhus-spilleren blev skadet i 3. sæt ved stillingen 11-8. Skaden betød, at 2. herredouble også gik til Odense.

RSL Odense OBK’s stærkeste kort er DM-vinderne Sara Thygesen og Maiken Fruergaard i damedouble, og de svigtede heller ikke denne gang, og vandt sikkert i to sæt. Til slut kunne 1. herredouble med Adam Hall og Patrick Bjerregaard cementere en overbevisende 7-2 sejr til hjemmeholdet.

Det er en tilfreds OBK-formand Henrik Kryger der inden julepausen kan gøre status efter 7 runder i ligaen:

”Det har været en super god uge med to rigtig vigtige sejre mod hold som ligger lige under os i ligaen. Det giver masser af selvtillid til de sidste to kampe i grundspillet hvor vi først møder Gentofte hjemme den 2. februar 2021 og derefter slutter af på udebane i Værløse”.

RSL Odense med flot sejr i Greve

RSL Odense OBK’s unge ligahold greb chancen og tankede selvtillid før torsdag aftens gyserkamp på hjemmebane mod Aarhus AB.

Tirsdag aften hentede RSL Odense OBK en overraskende 6-3 sejr med hjem fra udekampen mod Greve Strand. OBK’erne udnyttede, at Greve Strand var ramt af afbud fra de stærke double-profiler, Niclas Nøhr og Mads Conrad Petersen.

Der var ros til holdet fra cheftræner Lennart Engler:

”Vi var klar over at der var gode muligheder i begge mixed doubler, og udnyttede vi med to sikre sejre. Det gav ekstra selvtillid til hele holdet, og det gav en flot sejr og gode point på kontoen. Det er med til at give selvtillid før det vigtige opgør torsdag aften, hvor Aarhus AB kommer på besøg i OBK-Hallen”, fastslår Lennart Engler.

Skotske Adam Hall var tilbage på holdkortet og det gav ekstra tyngde i herredoublerne, som begge blev vundet i Greve.

Sejren bringer RSL Odense OBK op på en 7. plads i ligaen. Hvis der kan hentes nye point mod Aarhus AB torsdag aften, kan RSL Odense OBK reelt sikre sig en ny sæson i badmintonligaen.

Kampen mod Aarhus AB afvikles som et lukket arrangement uden tilskuere med start kl. 18.00.